Malalai Joya føler med de forældre i Vesten, der har mistet sønner og døtre i den såkaldte krig mod terrorisme. Men opfordrer dem til at hæve stemmen mod deres regeringers fejlagtie politik.

af Patrik Paulov, Proletären, arbejderen.dk, 10. Maj 2010

Photo
I landsbyerne, hvor flertallet af afghanerne bor, er forholdene for kvinderne værre end nogensinde. Piger bliver kidnappet, voldtaget og får kastet syre i ansigtet på vej til skole. Både Taleban og de krigsherrerne gør det, siger Malalai Joya.

– USA og NATO har i otte år skamløst hævdet, at de hjælper det afghanske folk og hjælper verdens folk med sin såkaldte krig mod terrorisme. Men der er ingen frihed i Afghanistan i dag. Landet er i stedet blevet et fristed for terrorisme og centrum for verdens narkotikahandel.

Det er en underdrivelse at kalde Mallali Joya for åbenhjertig. Hun siger, hvad hun mener, kritiserer dem, hun mener bør kritiseres og gør opmærksom på overgrebene på det afghanske folk, uanset hvem der begår dem.

– Besættelsesmagterne støtter mit folks fjender. Krigsherrerne i Nordalliancen, som nu har magten i Afghanistan, har lært sig at bære jakkesæt og slips. Men deres mentalitet er den samme som talebanernes. Forholdene for kvinderne er katastrofale, de lever i et helvede. Millioner af afghanere lider under de udenlandske troppers tilstedeværelse, mangel på sikkerhed, korruption og uretfærdighed, arbejdsløshed og fattigdom…

Hun taler hurtigt og engageret, tvivler ikke et sekund på, hvad hun skal svare, eller hvordan hun skal formulere sig. Men hun har også i lang tid hævet sin røst imod magten.

Første gang Malalai Joyas navn blev kendt verden over, var i december 2003. Dengang var hun delegeret i den forsamling, som skulle skrive  en afghansk forfatning.

I et indlæg kritiserede hun, at de krigsherrer, som lå bag den ødelæggende borgerkrig i 1990’erne, deltog i forsamlingen og fik ledende poster, hvor de snarere burde blive stillet for retten for deres forbrydelser.

Fra den dag har dødstrusler været en del af Malalai Joyas hverdag. Men det har ikke fået hende til at tie. I april rejste hun rundt i Europa, talte på møder, stillede op til interviews for at sprede sit budskab. Vi begyndte med at tale om den magt, som har hovedansvaret for »helvedet« i hendes hjemland.

Besættelsen af Afghanistan blev indledt under George W. Bush i oktober 2001. Har præsidentskiftet ændret noget?

– Desværre ophidser Barack Obama endnu mere til krig end krigsforbryderen Bush, svarer Malalai Joya og peger på, at Obama sender flere tropper til Afghanistan. Han fortsætter krigen i Irak, tier om undertrykkelsen i Palæstina, planlægger krig i Pakistan og Yemen…

– Hvis Obama var hæderlig, ville han have sagt undskyld for Bush’ politik. Han ville have trukket soldaterne tilbage fra Afghanistan, standset støtten til demokratiets fjender og presset nabolandene til at stoppe deres støtte til krigsherrerne og talebanerne. Så ville  han have støttet de demokrater, de aktivister, som findes i Afghanistan og som er gået under jorden.

Men ovenstående er ikke i Obamas interesser. Målene  med angrebet på Afghanistan var at tage kontrol med regionen og dens energiressourcer gennem besættelse og oprettelse af militærbaser, mener Malalai Joya.

– Det er lige så tydeligt, som at Irak blev besat på grund af dets olie.

Dem, der forsvarer krigen og omstyrtningen af talebanregimet, angiver, at indførelse af demokrati og forsvaret af kvindernes rettigheder er vigtige argumenter. Hvad mener du om det?

– En nation kan aldrig skænke befrielse til et andet land. Demokrati kan aldrig skabes gennem besættelse og krig, gennem klyngebomber og hvidt fosfor. Se, hvad de gjorde i min provins Farah i maj sidste år. 150 civile blev dræbt, de fleste var kvinder og børn. I Kunduz-provinsen bombede tyske tropper 200 personer til døde. Vi vil ikke have en militær intervention. Vi vil have hjælp til uddannelse, sundhed og genopbygning af landet.

Apropos kvindernes situation, så mener Malalai Joya, at det er et usandt billede, som  medierne spreder i Vesten. Der er gang i en propagandakrig for at begrunde den fortsatte tilstedeværelse af tropper. I denne krig spiller talen om kvindernes befrielse fra de undertrykkende talebanere en central rolle.

– Kvinderne udgør 25 procent af parlamentets medlemmer, det var der ikke før. Men de fleste af disse kvinder spiller en symbolsk rolle og er udstillingsobjekter, der skal narre folket i vest. I de store byer har et lille antal  kvinder fået adgang til job og uddannelse, det er sandt. Men i landsbyerne, hvor flertallet af afghanerne bor, er forholdene værre end nogensinde.

Som eksempel nævner hun, at antallet af voldtægter, angreb med syre og selvmord har nået historisk høje niveauer ligesom udbredelsen af vold i hjemmet.

 – Flere steder bliver der satset millioner på at bygge skoler, fortsætter Malalai Joya.

– Det er som et tv-show, der sendes for at vise, at besættelsen er nyttig. Men når pigerne skal gå hen til den nybyggede skole, bliver de kidnappet og voldtaget eller får syre i ansigtet. Medierne påstår, at talebanerne står bag alle disse forbrydelser. Det er ikke sandt. Selv de krigsherrer, som sidder ved magten, gør det.

Præcis som en anden kritisk røst overfor besættelsen, Det Revolutionære afghanske kvindeforbund, RAWA, mener Malalai Joya, at det største problem lige nu er manglen på sikkerhed. Tilstedeværelsen af tusindvis af udenlandske soldater har ikke ført til sikkerhed, end ikke i Kabul.

Vil det ikke blive endnu værre, hvis alle lande trækker deres soldater hjem? Sveriges forsvarsminister, Sten Tolgfors hævdede i en debatindlæg i juli sidste år, at så ville Afghanistan hurtigt falde tilbage i borgerkrig, undertrykkelse og diktatur?

– I dag står afghanerne overfor tre fjender, krigsherrerne, talebanerne og besættelsetropperne under ledelse  af USAog NATO. At kæmpe mod to  fjender er lettere, end at kæmpe mod tre.

– Hvis besættelsessoldaterne forlod Afghanistan, så ville vort folk i det mindste slippe for at blive dræbt af bomber fra himlen. Vi ved selv, hvordan vi skal bekæmpe krigsherrerne og talebanerne, for de har ingen støtte i folkets hjerter.

Der findes dem, som siges at være modstandere af krigen og besættelsen, men samtidig mener, at Vesten må blive for at hindre en borgerkrig.

– Jeg undrer mig over, hvorfor de, som siger sådan, tier om, at der har været krig og borgerkrig i de sidste otte år. Det vil fortsætte, så længe de udenlandske soldater er her.

Et almindeligt argument for den militære tilstedeværelse er, at det ikke kun handler om Afghanistan. I det omtalte debatindlæg skrev forsvarsminister Tolgfors, at »… Sverige er også i Afghanistan, fordi det påvirker Sveriges egen sikkherhed. Det går ikke at lade et land falde sammen, og ladet det blive overtaget af terrorister.«

Når Malalai Joyad får citatet oversat til engelsk, sukker hun, beder mig læse det igen, inden hun minder mig om, at både talebanerne og al-Qaeda er blevet skabt af USA.

Bagefter spørger hun, hvorfor Sverige ikke fordømmer USA’s og den afghanske regerings igangværende forsøg på at forhandle og købe sig fred med talebanerne. Så ville jo de, af Tolgsfors så  frygtede terrorister, vende tibage til magten.

Malalai Joya erkender, at   udviklingen i Afghanistan faktisk kan blive et spørgsmål, som udgør en trussel mod det svenske folk.

– Da talebanerne havde magten, lykkedes det dem så godt som at udrydde produktionen af opium. I 2001 var den kun 185 ton. I dag med tilstedeværelsen af tusindvis af udenlandske soldater er produktionen vokset med 4400 procent. Det truer ikke bare det afghanske folk. Når heroinen når gaderne i Stockholm, New York og andre byer, ødelægger det ungdommens fremtid over hele  verden.

Hvilken rolle spiller det afghanske regime i handlen med narkotika?

– Præsidentens bror Ahmed Wali Karzai er en ukendt narkohandler i Kandahar i det sydlige Afghanistan. New York Times  havde en artikel om det i oktober sidste år. Deri blev det også afsløret, at han stod på det amerikanske CIA’s lønningsliste. Men præsident Karzai har aldrig grebet ind overfor sin bror.

Hun giver flere eksempler på ledende personer i regimet, som er ukendte narkohandlere og siger:

– Narkomafiaen er som en kræftbyld i vort lands krop, og det er denne kræftbyld,  som USA, Sverige, Italien og omkring 40 andre lande bakker op bag med deres soldater.

Vor samtale går over til at handle om Sverige og den stærke modstand mod de svenske soldaters tilstedeværelse i Afghanistan. De politiske kræfter, som har taget stilling imod besættelsen er dog få. Kommunistisk Parti  er dog en undtagelse, der, lige siden de første svenske soldater satte foden på afghansk jord, har krævet soldaterne hjem.

Vänsterpartiet stemte for at sende tropper afsted i 2001 for siden at skifte mening og kræve tilbagetrækning. Det  er foruroligende, at Vänsterpartiet, som er en del af det rødgrønne regeringsalternativ, tier om spørgsmålet. Kravet om Sverige ud af Afghanistan er ikke med i valggrundlaget.

Er der noget,du vil sige til de svenske politikere før det svenske valg i efteråret?

– Jeg vil sige det sådan: Vi ønsker en tilbagetrækning af alle besættelsestropperne. Jo før, jo bedre. Hvis de ikke forlader Afghanistan, vil folkets modstand vokse. Vi har en stolt historie, vi har aldrig accepteret udenlandsk besættelse, og vi vil give dem en lektie, præcis som vi tidligere har givet briterne og russerne en lektie.Vi forventer ikke noget godt fra Vesten, stop bare med at bombe, stop med at dræbe vort folk, indstil støtten med dollar og våben til krigsherrerne, indstil forhandlingerne med talebanerne.

– Mit budskab til alle gode politikere i Sverige er, at gode menneskers tavshed er værre end onde menneskers gerninger. De, der vil gøre en indsats for det afghanske folk, som vil være ærlige overfor det svenske folk, må hæve deres stemmer mod besættelsen. Hvis de er ærlige, så må de handle selvstændigt i stedet for at være et værktøj for USA.

Malalai Joya

Malalai Joya blev født i 1978, det år sovjetiske tropper gik ind i Afghanistan.

I 1982 flygtede hendes familie ud af landet, som millioner andre afghanere gjorde under besættelsen. De endte først i Iran, siden i Pakistan.

Hun vendte tilbage til Afghanistan i1998. Der havde de sidste sovjetiske soldater forladt landet for længe siden, og talebanerne havde taget over. på den tid arbejdede hun som lærer på pigeskoler under jorden.

 

Folkevalgt politiker, som blev udelukket

I december 2003, to år efter den USA-ledede invasion af Afghanistan, var hun en af 502 delegerede i den Loya Jirga, som skulle skrive en ny forfatning. Hun blev forfærdet over, at  krigsherrer indtog ledende poster i forsamlingen. I en tale forklarede hun, at de snarere burde stilles for retten. Siden fik hun ikke lov til at tale i Loya Jirgaen.

Danish version of Malalai Joya's book

Ved parlamentsvalget i oktober2005 fik Malalai Joya 7813 stemmer (7,3 procent) i Farahprovinsen, og blev den kandidat, der fik næst flest stemmer i provinsen. Som nyvalgt medlem af parlamentet  indså hun hurtigt, at også parlamentet blev domineret af kriminelle krigsherrer og deres allierede, som havde »vundet« deres pladser med vold eller penge.

Selvom hun allerede da blev udsat for mordforsøg og trues på livet, fortsætter hun med at kritisere Afghanistans nye magthavere og de udenlandske troppers tilstedeværelse. I maj  2007 fik hendes modstandere nok, og hun blev suspenderet fra parlamentet. Årsagen var, at hun  i et tv-interview sagde, at det var uretfærdigt at sammenligne de kriminelle krigsherrer med dyr i en stald eller zoo, fordi dyrene faktisk gør nytte.

 

Politisk comeback?

Malalai Joya fortsætter sit arbejde for et frit, demokratisk og sekulært Afghanistan. Hjemme er hun dog tvunget til at leve på hemmelige steder og med livvagt konstant. Fornyligt meddelte hun, at hun ville stille op til valget i september. Det er dog ikke vælgerne, som har den afgørende magt over, hvem der bliver valgt. Det har dem, der tæller stemmerne.

Artiklen har tidligere været bragt i den svenske ugeavis Proletären