Malalai Joya er en vred afghansk kvinde

Skrevet af arbejderen.dk Lørdag, 20. marts 2010 09:16

Udskriv

Der er så mange ukendte helte og heltinder i Afghanistan, siger Malalai Joya, men de har brug for solidaritet, og hun oplever, at den vokser frem

arbejderen.dk, 20. marts 2010

Malalai Joya

Den 31-årige afghanske kvinde Malalai Joya, som er valgt til parlamentet, er vred. Vred over at krigen og besættelsen af hendes land fortsætter. Vred over, at bomber dræber civile. Vred over, at besættelsesmagten nu begynder en dialog med Taleban, som hun mener er lige så grusomme og korrupte som de såkaldte krigherrer i landet.

Hun tror på de folkelige kræfter i sit land.

Hun forbereder at stille op ved parlamentsvalget til september. Men hun er meget skeptisk over for, hvad et valg under den nuværende besættelse kan føre til. Hun forudser valgsvindel:

- Det er ikke tilstrækkeligt at se på, hvem der deltager i valget. Det afgørende er, hvem der tæller stemmerne, sagde hun til New York Times i mandags.

Hun vender sig mod besættelsesmagternes argument om, at hvis den trækker sig ud, så bliver alt et blodigt ragnarok, skriver den franske avis L`Humanité:

- Hvorfor er der ikke en eneste vestlig leder, som anerkender eksistensen af en progressiv bevægelse, som kan vokse og spille en rolle. Studenterne demonstrerede mod de seneste bomber, og hundredevis af kvinder har demonstreret og vist verden den reelle vej mod sandt demokrati i Afghanistan, siger Malalai Joya til avisen.

- Der er så mange ukendte helte og heltinder. De kæmper kampen i deres byer og landsbyer. Jeg mister ikke håbet. Vi har brug for støtte fra den offentlige mening i Vesten, og når jeg rejser, oplever jeg, at den er ved at vokse frem, tilføjer hun.

Hun besøger mange lande, hvor hun mødes med politikere og fredsaktivister, og nærer ingen illusioner om USA`s og NATO`s hensigter med krigen:

- Formålet var aldrig at skabe demokrati og retfærdighed, og heller ikke at gøre op med terrorgrupper. Krigens eneste årsag var at gennemføre en besættelse og oprette militærbaser, som kan sikre deres kontrol med regionen og dens betydelige naturressourcer, påpeger Malalai Joya.

Hun synes, USA`s præsident Obama er som Bush eller værre. Fordi han har udvidet krigen til Pakistan.

Malalai Joya blev i 2005 valgt til parlamentet i Afghanistan. Kort efter blev hun dog suspenderet, fordi hun kritiserede parlamentsmedlemmer for korruption og magtmisbrug.

Hun er i dag truet på livet og lever på forskellige hemmelige adresser.

Men hun tror på den kamp, som hun risikerer livet for:

- De kan ødelægge blomsterne, men de kan ikke forhindre forårets komme, konstaterer Malalai Joya.